Hjørnet til eftertanke

 

Spørg os om tro

Har du spørgsmål om kristentro, bibel, liturgi og andet, der har med kirke at gøre, så spørg os gerne. 

Skriv til Helle Viuf på mail hev@km.dk og du får svar så hurtigt som det vil være os muligt. Nogle af spørgsmålene vil vi lægge op her, så andre kan have glæde af dem. 

Alle vil være anonyme. 

Spørg os om tro

Læs en prædiken

Her kan du læse prædikener skrevet af kirkens præster

Bente Viuf:  Helligtrekongersdag

Helle Viuf 4. søndag i advent

Helle Viuf 16. søndag i trinitatis

Sygehuspræst Bente Viufs hjemmeside

Sygehuspræst Bente Viuf har en hjemmeside, hvor hun skriver om stort og småt. Her kan du både læse nogle af hendes universitetsopgaver og finde salmer, som Bente har skrevet. 

Find den via linket her

Sognepræst Helle Viufs hjemmeside

Her kan du også læse stort og småt af forkyndende karakter. Her findes også nogle af hendes opgaver fra universitetet samt masteropgaven "Sorgen man ikke taler højt om".

Find den via linket her

 

HER KAN DU FINDE FORSLAG TIL DIN DAGLIGE ANDAGT HJEMME SAMT LÆSE OM KIRKEÅRET

KEND KIRKEÅRET - TRINITATIS

 

 

Perioden i kirkeåret fra pinse til sidste søndag før advent kaldes for trinitatis. På latin betyder det treenighed. Treenigheden er Gud som Far, Søn og Helligånd.

Gennem vinterens og forårets højtider fejrer vi de tre sider af Gud hver for sig; Gud som skaber, som Gud som Frelser (Jesus) og Gud som bevæger (Helligånden). Men Trinitatis søndag fejres de tre sider i ét. 

Trinitatistiden strækker sig hen over sommeren og efteråret over ca. 25 søndage, alt efter hvornår påsken falder. Nogle gange kan man høre tiden kaldt for "kirkens hverdag" eller det festløse halvår. Prædikenteksterne handler om hvordan man skal leve som kristen, som discipel. 

Kirkeåret er inddelt i en farveskala, der symboliserer indholdet af dagene.Trinitatis' farve er grøn, som symbol for håb og vækst. 

 

1) Hvad betyder trinitatis?

Trinitatissøndag indleder den periode af kirkeåret som vi kalder trinitatistiden. Den varer næsten helt frem til advent.   

Trinitatis er et ord fra latin, der betyder treenighed eller trefoldighed. Måske kan nogen af jer huske at Chr. Den IV’s skib dengang han mistede sit øje netop hed trefoldigheden. Det var en af de tidlige kirkefædre - Tertullian - der fandt på ordet trinitatis omkring år 230, da han ville forsøge at forklare hvem Gud er. Vi siger jo at vi har én Gud og dog kalder vi kam ved tre navne, Fader, søn og Helligånd. Det forklarede Tertullian altså ved at Gud er ét væsen, men tre personer.

Måske kunne man tegne det som tre cirkler der griber ind i hinanden. De tre sider af Gud er forskellige. Men hører dog sammen. I én fælles kraft.

Jeg plejer at sige til konfirmanderne, at det er ligesom man samtidig kan være både datter, søster og mor - og dog er et og samme væsen - en grov forenkling, jo! 

Sagt med andre ord er den treenigne Gud Gud der viser sig for os på tre forskellige måder:

- Gud for os (trosbekendelsens første led: Gud som Far og skaber) Gud som Far er den vi kender som skaber. Ham, der har skabt himmel og jord og som stadig skaber nyt. Fx hver gang det gamle bryder sammen.

- Gud med os ( Gud som Jesus Kristus). Gud som Sønnen - Jesus – kender vi som ham, der kom til jorden og lærte os alt om det, at være menneske i ansvar og kærlighed. Både overfor Gud, vores medmenneske og os selv.

- Gud i os ( Gud som Helligånden). Gud som Helligånden kender vi som den kraft, det nærvær, der gør det muligt for os at tro. Helligånden hjælper os at finde en vej til Gud. Helligånden er den kraft, der bevæger os. Og den kraft som vi døbes med. Disse tre: Fader, Søn og Helligånd samles i én trefoldighed - Trinitatis. Tre personer - ét væsen.

Gud er en treenig Gud. Det betyder, at Gud er både Far, Søn og Helligånd på én gang.

 

2) Trinitatis - den kristnes hverdag

Hver periode i kirkeåret skal bruges af os til noget forskelligt. Ligesom ugen har arbejdsdage og hviledage, har kirkeåret det også. Trinitatis er den festløse del af kirkeåret og derfor arbejdsperiode for os kristne.

Nu skal vi i arbejdstøjet. Trinitatissøndag læses arbejdssedlen op for os og fortæller hvori arbejdet består: ” Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple. Døb dem derpå i Faderens og sønnens og Helligåndens navn og lær dem at holde alt det som jeg har befalet”.

Vores kristne dåb er vores bemyndigelse til at gå i gang med arbejdet som Guds medarbejdere på jord. I den treenige Guds navn er vi efterfølgere.  

Efterfølgelse: Til tjeneste! Den vigtigste opgave for en kristen er at følge i de fodspor som Jesus allerede har sat for os. Gud giver hver enkelt af os forskellige opgaver at løse.

Kristnes opgave er at føre en spejling af Guds kærlighed ud til medmennesker, så også vi kan give hinanden betydning og værdighed og ikke det modsatte.

Nu skal blikket rettes udad og væk fra os selv og hen på vores næste. Nu er vi udrustet med pinsens Ånd til at gå i Guds tjeneste og være Kristus' tjenere i forhold til verden og næsten. Nu skal der øses ud af det vi har fået fra Påske- og pinsefestens fællesskab.  

Trinitatistiden er selvforglemmelestid. Blikket rettes udad og væk fra os selv og hen på vores næste. Trinitatistiden er selvforglemmelestid

 

 

 

 

 

KEND KIRKEÅRET - PINSE

Kristi Himmelfart og Pinse

Ordet pinse kommer af det  græske ord pentekoste, der betyder 50. dag efter påske. Pinse er påskens fuldbyrdelse og disse to højtider kan ikke skilles ad. Derfor har pinsen ikke et eget navn men er betegnet ved antallet af dage efter påske.

På samme måde som påsken har rod i jødernes historie har pinsen det også. Påsken fejres til  minde om udfrielsen fra fangeskabet under Farao i Ægypten. Syv uger efter (jf beregning fra 3. Mos. 23,15 ff) slutter Gud en "forbundspagt" med folket, en forbindelse, der er ubrydelig. Det sker,  da Moses modtager stentavlerne på Sinais bjerg og Gud åbenbarer sig for ham i tornebusken (et teologisk begreb kaldet teofani). Det er jødernes pinsefest til minde om dengang. Denne åbenbaringsfest er bl.a. beskrevet i 2. Mos. 19,16; 20,18. Når man læser disse tekster, kan man høre ligheden med beskrivelsen af den første kristne pinse, som den er beskrevet i Apostlenes Gerninger (Apg. 2. 1-4 og ff). Som en stormvind fra himlen kommer tunger af ild susende og besætter disciplene.

Disciplene havde været forsamlet ( Apg. 2,1) siden Kristi Himmelfartsdag ( 40 dage efter påske, Luk. 24, 50). Det var dagen, hvor Jesus endeligt forlod dem for at sidde "ved Gud Faders den almægtiges højre hånd". Her fuldbyrdes hans ord: "Mig er givet al magt, i himlen som på jorden" (Matt. 28, 18). Derfor er Kristi Himmelfartsdag en fejring af, at her åbnes himlens porte for os mennesker. Det gør de fordi Jesus som fuldt og helt menneske vender tilbage til sin far. Hans menneskelige natur forbliver ikke på jorden men inkarneres med hans guddommelige natur i Kristus og dermed  får vores menneskelige natur også mulighed for ophøjelse. Vi har gennem Kristus fået tilsagn om plads i Guds rige. Paulus siger: "Han har givet os en plads i himlen gennem Kristus Jesus" (Ef. 2,6).

Disciplene fortvivler først over at han nu igen vil forlade dem, men Jesus lover lige inden himmelfarten, at han vil sende dem Ånden. "Jeg har jo lovet jer, at være med jer alle dage, indtil verdens ende", siger han (Matt. 28, 16-20).

"Men vent", siger han til dem. Og det gør de.

Disciplene og Maria, Jesus' mor venter på 1. salen i et hus i ni dage, hvor de beder og venter. Venter og beder. Derfor er det tiden mellem Kristi Himmelfart og Pinse for os kristne præget af stilhed, venten og så bøn om at den lovede åndelig fornyelse må komme til os. Det er en tid hvor vi mediterer over det at være spændt ud mellem det ventede og det uventede. Og selvom disciplene er forberedt, bliver de alligevel slået omkuld, da det ventede, Ånden, indfinder sig. Ligesom vi kender det fra vores eget liv. Vi tror, at vi kan forudse mangt og meget i vores liv ved at forvente det. Men hvor meget har egentlig nøjagtigt ramt vores forventninger?

Det er åndeligt så vel som eksistentielt sundt at vente. Dagen kommer når vi mindst venter det, siger Jesus (Matt. 24). Det gælder også de sidste tider og hans genkomst. Da de har ventet i de ni dage sker det pludseligt. Ånden kommer over dem!

Det er værd at bemærke sig i pinsebeskrivelsen ( Apg. 2), at "da pinsedagen kom, var de alle forsamlet". Havde de siddet hver for sig, i hver sit hus, havde pinseunderet aldrig fået samme betydning. Det er i det fællesskab, som udholdende og tålmodigt har været igennem både angst og glæde i påsken og nu igen må udholde at vente på, at Gud griber ind i verden. Med andre ord, så er det i de troendes fællesskab, at Ånden får sit gennembrud og kommer til os med nådegaverne. Og nådegaverne hører altså til i fællesskabet, i menigheden, og ikke i lønkammeret derhjemme. Nådegaverne er kun noget værd når de deles i menigheden.  

Det er gennem Ånden og Guds nåde, at vi mennesker bliver evige og uforgængelige.

Som Israels folk fødes ved åbenbaringen på Sinai kan man sige, at det kristne folk (kirken) fødes denne første pinsedag ved pinseunderet i Jerusalem.

Helligånden får os til at brænde fordi når vi modtager Helligånden bliver vi fyldt af Guds kærlighed. Det er livsomvæltende, intet mindre.

Pinse er ikke en oplevelse, det er en erfaring. En oplevelse er bundet op på en flygtig følelse, der forlader os igen. En erfaring bliver hos os og glemmes ikke. Troen er en erfaring,, som vokser i os og rodfæster sig, for kærlighed er ikke en følelse, den er et forhold, en forbundethed, der skaber en frihed af den anden verden. Det fejrer vi i pinsen, vores tætte forhold til Gud.

Med til pinse hører også åndsdåb, der også hører sammen med vores dåbssakramente og vandet. Men det er mere end det, for åndsdåb kan "komme over os" på mange forskellige måder. Enten direkte formidlet til os, ved forbøn, håndspålæggelse, salvelse, åndeligt gennembrud, osv. Og det kan ske langsomt så vel som pludseligt. Heraf kommer hvad man kunne kalde en bevidst erfaring af Gud; nåden overstrømmer os.

Det betyder slet ikke, at livet bliver lettere eller nemmere for os, tværtimod. Discipellivet, livet som kristen er et hårdt liv. Men mere om det til trinitatis. For nu er der først fest!

 

 

KEND KIRKEÅRET - PÅSKE

 

 

Her har vi samlet tre ret forskellige ting til jer om påskens begivenheder. 

 

 

 

 

 

For voksne: Påskekalender v. Helle og Bente Viuf

For familier: et par "familie-påske-huskesalmer" skrevet Bente Viuf. Print dem ud og syng dem med familiens børn og få således repeteret påskens begivenheder. 

 

Den hurtige udgave: Klik på billedet og så kan du læse om påskens forskellige begiveheder i hurtigudgave.  

 

 

KEND KIRKEÅRET - PASSIONSTIDEN

Vi er i Passionstiden

Passion betyder den dybeste kærlighed, men ordet rummer en dobbelthed, for det er også glosen for lidelse. I Passionstiden skal det nu afsløre sig, at Guds kærlighed til mennesker netop er passioneret i ordets dybeste og dobbelte betydning. 

Når man elsker, bliver man sårbar. Ethvert menneske er enestående for Gud og elsket af Gud. I gennem Passionstiden vil det gradvist afsløre sig, hvor sårbar det gør Gud og hvor langt Gud går i sin kærlighed til os. Vi vil se, hvordan kærligheden sprænger alle grænser, selv dødens ubarmhjertige grænse. 

Gå nu med gennem Påskens passionerede drama fra den helt store længsel og forventning, gennem skuffelser,vrede, lidelse og død, til kærlighedens stille jublende sejr.

Helle 

 

Billedet er af den færøske kunstner Sigrun Gunnarsdóttir, hvis billeder bl.a. kan ses på Galleri Emmaus i Haslev. SG har lavet mange billeder med påskemotiver. De kan ses på nettet blot ved at søge på kunstnerens navn. Se mere om SGs kunst her på hendes hjemmeside 

Menighedspleje - Kristi krop

Menighedspleje – Kristi krop

 

Menighedspleje har været en hjertesag for os begge i mere end 20 år.

Hvad er menighedspleje? Selve ordet menighedspleje er måske ikke nemt. Det skal næsten altid forklares. Hvem er menigheden? De, der kommer til gudstjeneste? Eller alle der bor indenfor sognegrænsen? Måske de, der pendler ind i sognet for at arbejde inden de pendler hjem igen? Eller er det de særligt hellige? Ja, det er menigheden, vil vi sige.

Men hvad så med plejen? Hvilken pleje? Nu bliver det svært, for det kommer an på så meget.

Bente skrev i en artikel i Samvirkende Menighedsplejers blad ”Sammen” i 1998, at ”det er at være Kristi Krop – at være de øjne, der ser, de hænder, der rækker ud, og de fødder, der går hen til den, der har behov for det.

”Der er en tendens til at tænke meget firkantet når det gælder menighedspleje,” skrev Bente i artiklen tilbage i 1998. Vi vil påstå, at det stadigvæk gælder. Ligesom mange øvrige aktiviteter i kirken bliver menighedspleje nemt fastlåst i bestemte rammer. Og mange steder får man oprettet menighedsplejearbejde uden først at have undersøgt til bunds om der reelt er behov. Måske gælder det også vores eget menighedspleje-arbejde her i sognet/sognene? Fordi noget er succesfuldt i ét sogn betyder det ikke, at man kan kopiere det og få succes med det i et andet.

Hvad vi finder uhyre vigtigt er, at menighedspleje omfatter hele sognemenigheden. Det gælder også børn og unge! Minikonfirmand og konfirmationsforberedelse er ikke nok! Det er ikke mange sogne, der tager den udfordring op. Vi overlader det til de uniformerede korps. Derfor vil vi gerne slå et slag for at menighedspleje får større fokus på børn og unge.

Også de mange åndeligt søgende er en helt særlig menighedsplejeopgave.  

Menighedspleje er uophørligt at have blik for det svage. Og her er det langt fra nok at tænke ”den socialt svage”, som vi har tendens til at rette fokus mod i det diakonale og menighedsplejende arbejde. Menighedspleje er også at have blik for det svage. Der er mange svagheder rundt omkring os.

Menighedspleje er ikke at ville gøre noget for nogen men gøre noget sammen med nogen. Det kræver ægte engagement i sin næste.

Engang havde nogle blik for at spædbørn behøvede nærende kost og herudfra etablerede Samvirkende Menighedsplejer i begyndelsen af 1900-tallet børneplejestationer, der udleverede mælk til mødrene, så de selv fik næring til amningen.  Det blev fremhævet at også ugifte mødre var velkomne da (citat):

man (red: Samvirkende Menighedsplejer) med glæde ser, at ugifte Mødre gøre alt for at holde Barnet til Brystet… de blive derved knyttede til Barnet, hvilket ofte vil have stor Betydning for deres senere Livsførelse”, (citat slut, Dr. Asmund fra SM).

Menighedspleje er ufatteligt mange ting og vi må have blik i alle retninger.