Min gamle mor fylder snart 86 år. Hun går ikke længere så hurtigt, som hun har gjort. Min mor bor i Odsherred, i et dejligt hus, i et smukt område. Men der er langt til byen. Navnlig om vinteren.

Når jeg besøger min mor, så skal vi handle. Først skal vi på biblioteket. Det er byens kulturelle centrum med aviser, kaffe og bøger. Formiddagen kan let gå på biblioteket med at læse nyheder, drikke kaffe og hilse på kendte ansigter. Min mor låner tit bøger, men har hver gang glemt sin kode. Det er aldrig noget problem; de søde bibliotekarer giver hende bare en ny kode. Det får hun hver gang. Efter biblioteket skal vi handle. Det tager tid. Salaten skal købes et sted, brødet et andet sted. Indimellem er vi nødt til at hvile lidt. Finde en bænk, eller en palle med toiletpapir, hvor vi lige kan sidde et øjeblik. Det tager tid at gå op ad trapper. Det tager tid at bevæge sig ned ad gangene i indkøbscenteret. Det tager tid. Og hvor er det hyggeligt at gå med sin gamle mor! Alle bør have en gammel dame at gå tur med. Livet ser anderledes ud, når man ikke skal skynde sig igennem alting. At handle bliver en rejse gennem eksotiske varer, mødet med de andre handlende og kassedamen bliver måske dagens vigtigste møde. Et smil. Et spørgsmål: Hvordan går det? Og så er dagen reddet! Med en lille hilsen og et lille nik har vi bekræftet overfor hinanden, at vi er her, og vi lever lidt endnu. Vores dødsannonce er endnu ikke trykt i den lokale avis, så vi kan roligt nå endnu en kop kaffe.

Alle bør have en gammel mor, de kan gå tur med. Ellers bør man finde en gammel dame at gå tur med. Det er en gave. For så opdager man, hvor vigtige de små ting er: Et smil og et nik. En hilsen.

Min dag er normalt fyldt med ting, der skal overstås: bøger der skal læses, arbejde, indkøb, madlavning, løbe en runde med hunden og huske at gøre rent. Det sidste når jeg sjældent, for så er jeg træt og dagen er slut. Dagen bliver hurtigt til noget, der skal overstås.

Jeg har ind imellem en pause, når jeg kører bil og kommer til at høre noget godt i radioen. Så kan jeg godt falde lidt i staver, indtil bilisten bagved giver mig et vredt dyt og en finger. Og så er jeg flov resten af dagen.

Tid er kærlighed. At give hinanden tid og vente på hinanden; op ad trapperne og ned ad gangene i indkøbscenteret, det er kærlighed. Hvordan går det? Det går så fint, hvis du giver mig lidt tid.

Jeg tror, at Gud venter på os og venter sammen med os, og at vi når det, vi skal, hvis vi lader være med at skynde os.

Sine Sofie Sørensen