Tror du, at der er et helvede, spurgte en mand mig for nylig. Midt i en samtale om noget ganske andet, og midt på en strålende solskinsdag. Sådan kan man intetanende blive overrumplet af et ganske svært spørgsmål. Men hvem skal man ellers spørge end præsten? 

Der er faktisk rigtigt mange, der tænker over det spørgsmål. Jeg hørte engang en anden sige: ”Jeg tror ikke på himlen, jeg ville da også hellere i helvede, der er da i det mindste varmt!”  Selv om mange siger, at de ikke tror, har de alligevel en forestilling om himmel og helvede, og en angst kan pludselig slå ud.

Men hvad er svaret? Er helvede et sted efter døden med flammer og rædsel? Eller er helvede måske her på jorden, når der er krig, terror og ødelæggelse, misbrug og jalousi og anden ondskab - når mennesker gør livet forfærdeligt for sig selv og andre? Eller er det den totale intethed?

Er helvede et sted eller en tilstand?

Der findes en bog af C. S. Lewis, (det er ham med Narniabøgerne) som hedder ”Den store skilsmisse”. Den handler om en verden, som er jorden og helvede på én gang; et sted, hvor glæden har trange kår. Hver dag ankommer en farvefuld bus, som letter og kører til himlen med dem, der vil. Men langt de fleste mennesker vil ikke med. Nogen stiller sig i kø til bussen, men tager alligevel ikke med. Andre tager med, men vil ikke blive i himlen og tager bussen tilbage. Fælles for dem alle er, at de ikke vil tage imod det Paradis, der tilbydes dem ganske gratis.

Og hvad svarede jeg så manden den dag? Jeg svarede: ”Jeg kan kun fortælle dig, hvad jeg tror: Min tro er, at jeg skal møde Vor Herre, som er dommer over levende og døde (DDS nr. 276). Men udover at han er min dommer, vil han også være min forsvarsadvokat, der kan få mig frikendt for alt det, jeg begræder at have forfejlet og ramt ved siden af i mit liv. Og nu kommer det helt forunderlige! Nemlig at Jesus vil sige, at det slår vi en streg over og derpå giver mig mulighed for at gå med ind til festen i Guds rige, Himlen. Hvis jeg vel at mærke selv vil, for Gud tvinger ingen. Gud giver os muligheder, som vi kan tage imod eller lade være.

(Den returnerende bus hos C. S. Lewis, tænker jeg, kører derfra og direkte ud i intetheden. Helvede er således den store gabende intethed.)

Muligheden for Guds rige er altid tilstede. Hvis vi vil. Men nogen vil ikke, for de vil ikke skylde nogen noget. Fordi min tro er en dyb overbevisning om, at Vor Herre inviterer mig til fest på den anden side af døden, lever jeg hver dag i evig taknemmelighed. Og det er en slags forsmag på himlen.”

Om manden kunne bruge mit svar, ved jeg ikke. Men det var en strålende solskinsdag!

Helle Viuf