Julen sig nærmer med hastige skridt, og mørket falder på. Tiden er kommet, hvor brændeovnen skal til at tages i brug, stearinlysene skal tændes, og lyskæderne skal ud og lyse i mørket, for vi går mørkere tider i møde. Men heldigvis går vi også en hyggelig tid i møde. Julen er dejlig, når det dufter af brunkager, pebernødder, æbleskiver og ikke at forglemme gløggen. Men i år er julen også spekulationer og håb. For hvordan forløber julegudstjenesterne i år? Kan vi med et håndtryk sige glædelig jul til hinanden? Og kan vi sammen mærke julens glæde, hvis vi er på afstand af hinanden? Det er en hård tid, vi er i lige nu. Til tider kan det virke ganske håbløst, men så er det fantastisk, at vi kan tage julens budskab frem og varme os ved i en håbløs tid. Om noget var der et håb, der lyste i mørket julenat, da Jesus kom til verden i en stald. At håbe får os til at kæmpe, til at holde sammen. Til at tro på os selv og hinanden. Jeg ved ikke, om I kender den julehistorie med to mus, der faldt i en spand med mælk:

To trætte mus i en spand med mælk.

De svømmede rundt, så godt de kunne. Men håbet svandt – hvad gør vi nu?

Den ene ville drukne sig. Men makkeren sagde nej, nej, nej!

For håbet sejrer kun, måske

så længe vi leder efter det.

Så svømmede de, som aldrig før.

Og mælken blev til sidst til smør

Så kravlede de op på land, stod frem og knugede hinanden

og ønskede glædelig jul.

Vi mennesker kan det helt særlige at blive bevæget af hinanden, og det hører ikke op bare fordi, vi skal holde afstand. Det håb at vi igen kan trykke hinandens hænder, kramme hinanden, det håb må vi ikke miste. Det skal vi have og holde fast i sammen. Vi skal, som den ene mus, række en hånd frem, når vi ser, at der er brug for det. For så kan vi kæmpe... sammen. Vi står ved den andens side, og sammen er vi stærkere. Det er det, Kristus gør ved os hele tiden. Står ved vores side, og han er der, når det ser allersværest ud, så prikker han til os og tænder et håb i os, tænder den flamme i os, der lyser, og så overlever vi selv det mest utrolige. Vi rejser os og kommer tilbage, som om vi lige så stille fik en hånd i ryggen, der løfter os let op. Håbet i os blev tændt juleaftens nat, da Jesus blev født. For han er et lys i mørket, der tænder genskin i os alle.

Man siger, at tro kan flytte bjerge, men det kan håb også. Det kan i hvert fald gøre mælk til smør, og det er det altafgørende, når man ikke kan nå bunden. 

Glædelig Jul

Sara Hidalgo